Peder Madsen Holm [354]

   Andre navne for Peder var Peder Krogholm ⁵ og Peder Madsen.⁶

  Forskningsnotater:

Slægtsnavnet stammer måske fra Krogholm, hvor ægteparret boede ved deres vielse. Krogholm lå enten i Rønnovsholm eller Vrejlevkloster begge i Vrejlev sogn.
Ved hans død, er navnet anført som Peder Madsen Holm, hvor navnet "Madsen" ser ud til være være påført efterfølgende, som om det blev glemt fra starten.
Flere steder anføres hans navn som Peder (Holm) Madsen.

  Fødselsnotater:

Den eksakte dato kendes ikke.

  Om Peder:

Han findes i folketællingen 1 feb. 1801 i Vrejlev, Børglum, Hjørring, Denmark. ⁷
Visse kilder fortæller, at Peder sandsynligvis har fået tilnavnet Holm fra Krogholm, hvor han ifølge denne folketælling boede i 1801. På dette tidspunkt står han dog på listen blot med navnet Peder Madsen. Denne begivenhed blev delt med Christen Pedersen Holm [216] (Husstandsmedlem), Karen Olesdatter [1379] (Husstandsmedlem), og Malene Villumsdatter [1110] (Husstandsmedlem)

Han ejede Vestergård 8 jun. 1803 i Sindal, Vennebjerg, Hjørring, Denmark. ^{8 9}
Lå i "Fielsted Bye". Den 8. juni 1803 købte Peder Madsen Holm denne ejendom.

Han ejede Eskjær Hovedgaard 29 okt. 1810 i Mosbjerg, Horns, Hjørring, Denmark. ¹⁰
Står som køber ifølge tinglæst købekontrakt.
Har endnu ikke kunnet finde denne kontrakt i skøde-og panteprotokollen.

Han findes i folketællingen 18 feb. 1834 i Mosbjerg, Horns, Hjørring, Denmark. ¹¹
Der er 11 tjenestefolk med i folketællingen.
PMH står som "Enkemand, eier af gaarden". Denne begivenhed blev delt med Ane Christensdatter Holm [1361] (Husstandsmedlem), Carl Christian Christensen Holm [1362] (Husstandsmedlem), Christen Pedersen Holm [216] (Husstandsmedlem), Jens Jørgen Christensen [1360] (Husstandsmedlem), Kirstine Pedersdatter [217] (Husstandsmedlem), Mads Peter Christensen [1357] (Husstandsmedlem), Malene Christensdatter [1356] (Husstandsmedlem), Maren Christensdatter [1337] (Husstandsmedlem), og Niels Peter Christensen [1359] (Husstandsmedlem)

Han findes i folketællingen 1 feb. 1840 i Mosbjerg, Horns, Hjørring, Denmark. ¹² Denne begivenhed blev delt med Ane Christensdatter Holm [1361] (Husstandsmedlem), Carl Christian Christensen Holm [1362] (Husstandsmedlem), Christen Pedersen Holm [216] (Husstandsmedlem), Jacob Severin Christensen Holm [214] (Husstandsmedlem), Jens Jørgen Christensen [1360] (Husstandsmedlem), Kirstine Pedersdatter [217] (Husstandsmedlem), Mads Peter Christensen [1357] (Husstandsmedlem), og Niels Peter Christensen [1359] (Husstandsmedlem)

Sælger Eskjær Hovedgaard / Gods til sønnen Christen Pedersen Holm. ^{13 14}
Solgt ejendommen til sønnen Christen Pedersen Holm. Tinglyst 23. september 1840. Denne begivenhed blev delt med Christen Pedersen Holm [216] (Køber)

Han fremgik af husstanden hos Christen Pedersen Holm [216] i en folketælling 1 feb. 1845 i Mosbjerg, Horns, Hjørring, Denmark. ^{15 15} Denne begivenhed blev delt med Christen Pedersen Holm [216], som også delte den med Ane Christensdatter Holm [1361] (Husstandsmedlem), Carl Christian Christensen Holm [1362] (Husstandsmedlem), Jacob Severin Christensen Holm [214] (Husstandsmedlem), Jens Jørgen Christensen [1360] (Husstandsmedlem), Kirstine Pedersdatter [217] (Husstandsmedlem), og Niels Peter Christensen [1359] (Husstandsmedlem)

Der blev foretaget skifte efter ham Skifteprotokol 22 apr. 1845 i Horns Herred. ¹⁶ Denne begivenhed blev delt med Christen Pedersen Holm [216] (Arving)

Biografi: 1921 ¹⁷

PEDER MADSEN HOLM TIL ESKJÆR
BIOGRAFI
Peder Madsen Holm er født i Tholstrup Sogn i Hjørring Amt den 26. April 1770, døbt samme Sted d. 11. Maj 1770. Han var Søn af Mads Jensen og Hustru Maren Andersdatter.
Efter i nogen Tid at have været Husmand, købte han Gaarden Krogholm eller Krogholmen i Vrejlev Sogn, en lille Gaard, som i 1799 havde 1 Td. 1 Fdkr. 1 Alh. Hartkorn, og som hørte ind under Rønnovsholm. - Ved tinglæst Købekontrakt af 29. Oktober 1810 ses han at være bleven Ejer af Hovedgaarden Eskjær i Mosbjerg Sogn. - Han var gift med Malene Willumsdatter, født d. 8. Juli 1708, død paa Eskjær d. 10. Septbr. 1818. De havde i deres Ægteskab kun et Barn, nemlig Sønnen Christen Pedersen Holm, f. d. 16. Febr. 1800 paa Krogholmen.
P. M. Holm døde paa Eskjær d. 21. April 1815 og baade han og Hustru er begravede paa Mosbjerg Kirkegaard.
KARAKTERISTIK AF PEDER HOLM
Slægtens Beretninger om Peder Holms Karakter gaar alle i samme Retning, og de understreger, at han har været en stejl Karakter med en meget fast Haand og et kolerisk Temperament. Uden Tvivl har han været i Besiddelse af en staalsat Villie ; det er der mange Ting, der tyder paa.
For ret at kende Peder Holms Væsen maa man erindre sig den Skole, han havde gennemgaaet. Thi Vejen frem fra ret smaa Kaar til Herremand er sjælden rosenbestrøet. Og det har den heller ikke været for ham. Meget mangelfulde Skolekundskaber var han i Besiddelse af. Skrive kunde han saaledes ikke. Med Tiden naaede han vist til at kunne skrive sit Navn, men ofte staar der >med ført Pen< under. Men trods denne Mangel paa boglig Viden har han dog ikke staaet tilbage i Konkurrencen for at naa frem til en smuk Stiling i Samfundet. Han har været baade en aktiv og en maalbevidst Mand. Og han har ikke skyet noget Middel, som kunde føre fremad mod Maalet. Den store Fremdrift, der kendetegner denne Mands Bane, har sikkert gjort ham til en praktisk Natur, der har taget Lære af Livet selv. Man kan tænke sig den Sorg, det maa have været for ham at se sin Stilling som Herremand truet, efter at han med megen Møje og Besvær havde tilkæmpet sig den. De onde Tider kan ingen afvende, og de truede Peder Holms Eksistens. Og de var ikke af forbigaaende Natur, thi de varede faktisk for Landmanden til 1830, idet Staten i Tiden 1820-30 overtog 12,000 Tdr. Hartkorn for Restancer. Denne langvarige Kamp hærdede yderligere hans Karakter. - Men naar Peder Holm uagtet den Stagnation, der var i alle Næringsgrene, holdt Stillingen, maa han i Sandhed have været en betydelig Mand paa sin Vis. Et praktisk Greb paa Tingene maa han have haft.
For at give en retfærdig Bedømmelse af Peder Holm maa man se ham og hans Forhold i Tidens Belysning. Han maa have været en fremragende Administrator og en fortrinlig Arbejdsleder; thi mange af de vendsysselske Godsejere med langt større Kapital end P. Holm gik i hine for det ganske Land saa slette Tider neden om og hjem. Peder Holm var desuden en initiativrig Mand. Hellere end at gaa fra Gaard og Gods brød han den ene Borggaard ned og solgte Mursten og Tagsten til de efter den store Ildebrand betrængte Hjørringensere. Ligeledes huggede han ned af Skoven og fik Penge hjem for de mange Stammer. Ja, man kunde fristes til at sige, at paa ham passer de Ord, som salig Holberg lægger den sprænglærde Erasmus Montanus' Broder Jacob i Munden: >Naar jeg kun kand faa Folkene til at arbejde, maa de gerne sige for mig, at Jorden er ottekantet.< - Han havde i disse vanskelige Tider kun eet Maal: at holde sig oven Vande. Og da det var naaet, var det næste Maal: Fremad!
Peder Holm var en >self made man<. Og naar man har villet sige, at Haanden sad løs paa ham, saa han jævnlig uddelte Prygl, ja, saa er det vist rigtigt, men det er muligt, at han ogsaa til Tider anvendte venlige Ord for at opnaa samme Virkning, nemlig at sætte Fart i Arbejdet. Han har valgt sine Midler efter de Menneskers Naturel, han havde for sig. -
Med nogen Ret forbavses man over, at Peder Holm ikke gav sin Søn Adgang til mere Lærdom, end Almueskolen kunde byde ham. Men Aarsagen dertil maa uden Tvivl søges i den Omstændighed, at han selv havde skabt gode økonomiske Resultater uden boglig Viden, og saa har han ganske naturligt tænkt, at det samme kunde Sønnen ogsaa gøre. Med Embedsstanden var han hyppig paa Kant, og det har naturligvis heller ikke animeret ham til at lade sin Søn studere. Enevældens Embedsstand kunde naturligvis til Tider optræde mindre humant. Det er desuden ikke usandsynligt, at Peder Holm, der vist har været en god Iagttager, havde gjort den Opdagelse, at Kundskaber kun sjælden blev belønnet med mange Penge.
Som Supplement til ovenstaaende Karakteristik kan endnu tilføjes følgende udmærkede Materiale, der er skrevet af en af Peder Holms Descendenter, Rentier N. C. Holm:
>Peder Holms Forældre ved jeg intet om, ved ikke engang hans Fødesogn. Med hans Skolegang har det jo været smaat. Han var nok født 1768 eller 70, allsaa før Stavnsbaandet blev løst, og Skolevæsenet har jo været i en elendig Forfatning. Han kunde læse, men ikke skrive. Da han var 18 Aar gammel, var han Avlskarl paa en af Egnens Herregaarde. At han i den Alder var en saadan Plads betroet, viser jo, at han meget tidligt maa have leveret Bevis paa, at han baade vilde og kunde noget. Da Peder Holm blev gift, købte han sig et Husmandshjem. Men Ægteparret boede vist ikke længe der De flyttede til en noget større Ejendom, Krogholm, i Vrejlev Sogn, og fra denne Ejendom har vi jo vort Slægtsnavn, idet Krogholm senere blev til Holm. - Hvordan Peder fik Penge til at købe Eskjær for, ved jeg ikke, men han plejede ofte at sige: >Havde jeg ikke tænkt noget, havde jeg aldrig faaet noget<.
Det var i 1810, Per købte Eskjær, og det gik vist godt de første Aar, men efter Napoleonskrigens Afslutning kom der en forfærdelig fattig Tid. I 1813 fik vi Statsbankerotten. I Aarene, som fulgte derpaa, var der en saadan Pengeknaphed, at Staten maatte overtage mange Herregaarde blot og bar for de kongelige Skatter. Blandt denne Egns Gaarde, som paa den Maade blev Statseje, kan nævnes Baggesvogn og Skaarupgaard. Nielsen, Høglund (den ældre), har fortalt mig, at hans Bedsteforældre, som ejede Hovedgaarden Aastrup ved Hjørring, sad i flere Dage og græd, fordi de ventede, at Fogden kom og jagede dem ud paa Grund af Skatterestancer. De blev dog ved Gaarden. - Ogsaa paa Eskjær var det rent galt, og det ikke alene med de almindelige Udgifter, men Per Holm gik ogsaa i Angst for en Enkemadame i Hjørring, som havde en Prioritet i Eskjær. Han ikke alene betalte hende Renter men gav hende desuden mange Læs Brænde, for at hun ikke skulde sige Pengene op. Da Hjørring var brændt 1818 og skulde genopbygges, pillede han Tagstenene ned af Hovedbygningen [antagelig dog af en Sidefløj] og kørte til Hjørring for at gøre dem i Penge. Der kunde fortælles endnu tiere Træk om, hvorledes han døjede. Dette er mest efter min Fader. Der var imidlertid en gammel Hestehandler Bolvig, som havde været en fortrolig Ven af P. H., der i mine unge Dage fortalte mig en Hemmelighed, Oldefar havde betroet ham. En Dag, da han var aldeles fortvivlet over Stillingen, gik han i Skoven med et Reb for at gøre en Ende paa Livet. Han havde ogsaa udset et Træ til at klynge sig op i. Til Lykke for den kæmpende Menneskehed har Gud nedlagt Selvopholdelsesdriften i den, og det varede en Stund, inden han fik Rebet gjort fast. Imens han stod og saa op og ned ad Træet, kom det pludselig op i ham: >Hvor meget mon dette Træ kunde koste.< Og han kom til det Resultat, at naar han solgte dette Træ tilligemed mange flere, saa var der dog maaske en Mulighed for at komme over Krisen. Per gik hjem med Rebet og tilbage til Skoven og fældede det Træ, under hvilket han havde udkæmpet sit Livs haardeste Kamp. Han gik saa i Gang med at skove efter en større Maalestok og kom over Krisen, og fra den Tid regnede han Vendepunktet i Stillingen. Dette med Selvmordstankerne har han maaske ikke betroet nogen af Familien. Jeg har det fra Bolvig, men jeg har ingen Grund til at tro, det var noget, han digtede. Til Familien sagde Per ofte: Det var Manden med den grønne Hat [Skoven], der reddede mig.
P. Holm var energisk og foretagsom, og da han først virkelig magtede Stillingen, gik det rask fremad til Velstand. I flere Henseender blev han dog ved at være den samme, som da han var fattig, og dette gav stundom Anledning til pudsige Scener. Engang kom Herredsfuldmægtigen fra Frederikshavn ridende til Eskjær, og da han kom ind i Gaarden, fik han Øje paa en arbejdsklædt Mand, red hen til ham, stod af Hesten og sagde: >Du kan gerne sætte min Hest i Stalden og give den et Foder.< Det lovede Manden, som Fuldmægtigen antog for Hestepasser, hvorpaa han selv spadserede op i Borggaarden. Der traf han en Pige, hvem han spurgte om, hvor han kunde træffe Hr. Holm. >Han trækker dernede ved Stalddøren med Deres Hest,< svarede Pigen. - Da han var kommen til Velstand, holdt han vistnok af at spise godt, men der var dog visse Ting, han havde været vant til i sine yngre Dage, som han hele Livet vedblev at sætte Pris paa, og som ikke i Almindelighed blev regnet for Delikatesser. Der var saaledes noget, han kaldte >sort Grød<. Denne Ret var simpelthen Melgrød, tillavet af groft Rugmel. Engang var Herren til Odden paa Vej til Frederikshavn, og han besluttede da at benytte Lejligheden til at hilse paa Herren til Eskjær. Det passede netop saa heldigt, at P. Holm skulde i Lag med sin sorte Grød, og den fremmede Herremand blev indbudt til at spise med. Hvordan Maden smagte ham, vides ikke, 'men det var nok baade første og sidste Gang, han besøgte Peder Holm. - Per skulde være en dygtig Arbejdsleder, og han skulde være et Geni til at udnytte saadanne Individer, som andre ikke kunde have med at gøre og derfor maatte tage Plads, hos hvem den kunde faas. Lønnen var naturligvis derefter. Engang var der en forhenværende Gaardmand, der blev kaldt Niels Skørbekshede, som arbejdede paa Eskjær som Haandværker. En Dag hørte han i Nærheden af sin Arbejdsplads en frygtelig Skælden, og han, der havde været vant til at omgaas Herren som Ligemand, vovede sig derhen og hørte saa, at Skældsordene regnede ned over en stakkels svagt begavet Fyr, fordi han havde bestilt for lidt. >Lad det nu være nok, Per,< sagde Haandværkeren. >Du skælder ham, for han har bestilt for lidt, det er vel ogsaa lidt, han faar for det.< >Hvad kommer det dig ved,< tordnede den vrede Mand. >Jeg har hørt,< fortsatte Haandværkeren, >at han kun skal have 3 Rigsdaler for hele Aaret i Løn, og han synes vel nok, han har arbejdet tilstrækkeligt for disse Penge.< - Han kunde imidlertid ogsaa tage det paa en anden Maade med sine Arbejdere. Engang havde to Mand akkorderet med ham om et Arbejde, som kunde vare i længere Tid. Kosten skulde de have paa Gaarden som en Del af Vederlaget for Arbejdet. Da de ikke havde Udsigt til noget andet Arbejde, satte de ikke nogen særlig Fart paa. Dette lagde Arbejdsgiveren Mærke til og sagde en Dag til dem: >Jeg kan se, I har en daarlig Akkord. Eders Fortjeneste bliver for lille. >Nej, vi er tilfredse med det,< svarede Arbejderne. Som jeg siger, saa bliver det. I kan ikke holde Dagløn paa den Vis. I kan komme ind og faa Betaling for, hvad der er udrettet, saa maa I rejse.< - Naar hans Sind kom i Oprør, skulde han være meget ubehersket. Hans undergivne maatte jo tage imod Udladninger af Uvejret, der kom, og det skulde vel være godt, om der ikke hørtes andet end Tordenen. Det traf vel ogsaa, nogen blev ramt af Lynet. Han skulde imidlertid ved Siden af til Tider være hjælpsom imod Smaafolk. En fattig Mand, der kom fra samme Sogn som P. H. og ligeledes blev bosat i Mosbjerg Sogn, har fortalt mig, at da Chr. Holm havde faaet Skøde paa Eskjær, gik han - den fattige Mand - op paa Gaarden for at sige Farvel til den forrige Ejer. Du kan da nok vedblive at komme her,< sagde Per. Nej, det kan jeg ikke. Jeg er kommen her, naar jeg har været i Trang og Nød, og faaet Hjælp. Saadanne Ærinder vover jeg ikke at komme i til den ny Ejer.< Hertil svarede P. H. hlot: >Christen har aldrig prøvet virkelig, hvad det er at være trængende.< Det skal bemærkes, at det ikke var Alderen, der var Skyld i, at vedkommende bedst kunde henvende sig til Faderen, han var nemlig akkurat lige gammel med Sønnen.
Som foran nævnt kunde Oldefader være forfærdelig ubehersket, naar der var nogen, han blev vred paa, og var vedkommende i Nærheden, saa vankede der en værre Skylle, og hvis Genstanden for hans Vrede var fraværende, skulde der skrives, og saa blev Bedstefader beordret til at skrive efter Diktat. Det, der skulde skrives, var Kraftudtryk af samme Slags, som han brugte mod dem, der fik mundtlig Konfekt. Det var ikke let at være Skriver, thi den, hvem Brevet var tiltænkt, var ikke sjældent Embedsmand eller en anden højtstaaende Person, som det var meget farligt at fornærme i Enevældens Dage. Sønnen Christen skrev saa noget om den foreliggende Sag, men i taktfulde og høflige Udtryk. Bagefter skulde han saa læse Brevet, og saa maatte han jo huske at fremføre de samme Kraftudtryk, som han var bleven dikteret. Saa gned Per sig fornøjet i Hænderne, at hans Uven kunde blive overbragt en saadan Skylle. Han var dog nok i mere rolige Øjeblikke i Tvivl om, at Skriveren havde været rigtig ærlig, thi han udtalte ved enkelte Lejligheder: >Det er en sand Lykke for mig, at jeg ikke kan skrive; havde jeg kunnet, saa havde jeg kommen i Bolt og Jern.
P. Holm havde en Masse Processer, og han havde jævnlig Ærinde til Prokurator Westerby i Hjørring. Per fortalte flere Gange, at der var en af hans Processer, der en Tid saa haabløs ud, men saa stak han en Hundred-dalerseddel i Haanden paa Prokuratoren, og det hjalp.
Sønnen Christen overfuste han ogsaa somme Tider, og saa blev der et værre Opgør, thi han gav Urimelighederne tilbage. Da min Fader, som var den ældste af Christens Sønner, var bleven saa stor, at han kunde være Kusk og ellers gaa sin Bedstefader til Haande, lod han ikke saa sjældent sit daarlige Lune gaa ud over ham, skældte ham ud og gav ham ogsaa engang imellem en Lussing. Min Fader tog imod alt uden at kny. Naar saa Uvejret var drevet godt over, saa sagde Per: >Det kan jeg lide, Mads Peter. Du svarer ikke igen som din Fader. Du skal ogsaa have en stor Skilling.< Og saa vankede der en Specie eller en Daler.
Trods Pers uheldige Sider har han nok alligevel været regnet for en klog Mand, thi uagtet Manglen paa Skolekundskaber, blev han overdraget kommunale Hverv, ogsaa hvad der angik Skolevæsenet. Han blev ogsaa tilbudt Titel af Kammerraad. Han afslog dog Æren, da ban hørte, der var noget, som hed Rangskat.
P. Holm var selskabelig anlagt og til Tider meget gemytlig og satte Pris paa et Glas i et godt Lag. - Han var en høj og statelig Skikkelse og blev med Aarene meget korpulent. - 1840 ejede han Eskjær kvit og frit og en pæn Kapital foruden.<
Naar Slægten den Dag i Dag sidder vel til Huse paa den gamle Herregaard, som den nu i næsten 112 Aar har vieret i Besiddelse af, da kan man ikke komme uden om, at Æren herfor tilkommer P. Holm, der ved sin Jernflid førte den synkende Skude frelst over Tidens Skær. Og Slægtens Veneration for Stamfaderen maa end mere forøges, naar man erindrer, at de fleste af Hjørring Amts Hovedgaarde blev solgt for Skatterestancer.

Peder blev gift med Malene Villumsdatter [1110] [MRIN: 312], datter af Villum Jensen [1378] og Karen Olesdatter [1379], den 6 jan. 1797 i Vrejlev, Børglum, Hjørring, Denmark.¹ (Malene Villumsdatter [1110] blev født før 13 jul. 1768 i Åsted, Horns, Hjørring, Denmark ¹⁸, dåb den 13 jul. 1768 i Åsted, Horns, Hjørring, Denmark,¹⁹ døde den 10 sep. 1818 i Mosbjerg, Horns, Hjørring, Denmark ²⁰ og blev begravet den 15 sep. 1818 i Mosbjerg, Horns, Hjørring, Denmark ²⁰.)

  Om Peder og Malene:

Bolig / adresse: Deres bopæl oplyst ved vielsen, 6 jan. 1797, Krogholm, Vrejlev, Børglum, Hjørring, Denmark. ¹
Efternavnet Holm stammer måske oprindeligt fra Krogholm. Om det ligger lige i Vrejlev Sogn, er usikkert.